OMRUM
af Mikkel Thykier
1.
Hvad er kunstens sandt utopiske rum?
På omslaget til den amerikanske forfatter og videokunstner Gary Indianas bog Utopia’s Debris løfter ordet Utopia sig i en bue over en løsrevet hajkæbe, der tygger på ordet Debris, utopiens affaldsstoffer eller vragrester, de smuldrende rester af et sted, der i kraft af sin betegnelse intet er, intet sted, ingen steder, eller med ejerforhold simpelthen intets sted: Topia, oldgræsk for sted, med forleddet U udsat for en negation, en omgørelse til intet, Utopia. Utopiens sandhed synes at være, at intet, det rene, forestillede og løfterige tomrum, virker voldsomt ind på verdens stoflige tilstand og efterlader rester. Omslaget er ikke ulig Marie Bonfils’ Spit Image, det store tandsæt, der dog tygger på den rene luft. (Ren og ren, i galleriet er det måske en mere indelukket luft.) Denne dynamik mellem det, der intet er (tomrummet, negationen), og dets stoflige spor (skabelsesprocessen), er betegnende for Bonfils’ værker, ligefrem tilspidset af dem: Hæver Spit Image sig fra gulvet eller sker der det modsatte, at det store tandsæt under tyngden fra intet, den rene drøm, synker ned fra sin plads på væggen og må hvile på gulvet, læne sig op ad væggen? Det er ikke lige til at afgøre. Uanset hvad inviteres beskueren til, om ikke andet i sin vurderende, eftertænksomme tilnærmelse, at placere sig selv forsøgsvis i det tomme gab, som om vi, der træder ind i galleriet, selv var den rene luft, som kunstens værker kunne tygge på.
2.
Hvis vi er den rene luft, som kunsten tygger på, er vi så selv nærmest intet?
At se på værkerne er at gentage processen: At tale om intet, at bruge et begreb som intet, er i sig selv at indføre en abstraktion i sine umiddelbare omgivelser, den luft, der ind- og udåndes. Abstraktionen ender med en konkretisering, genkendelige former, en skulptur. Med andre ord giver tomrummet form til forskellige former for vraggods. Måske er det os selv, der ender sådan: vrag, der ligger og skriger på gulvet …
Skriget fremhæver det orale i værkerne: Tænderne, der fortærer intet i Spit Image; brysterne, der våger over og hænger ned over os i Empire, så enhver der vil, kan strække sig op mod dem for at amme hos dem og finde sin ernæringskilde dér; Panorama skrig, hvor der nærmest intet er at se i stålets horisontale linjer og mørke og gyldne farver, men det visuelle (panorama) blandes med mundens lydlige udtryk hinsides rolig, fornuftig tale (skrig). Det orale og dobbeltheden af det immaterielle og det materielle findes også allerede i titlen Spit Image: Udtrykket for en eksakt lighed, spitting image, klippes til, så vi ender med et spytbillede. På den ene side spyt, materielle spor, forkastelse. På den anden side et billede, den rene, ulegemlige idé, det rene skue. Fordobling på fordobling: Værkernes dobbelte væsen fordobles af arbejdet med sproget. Sproget, som også er knyttet til det orale, er en aflæselig, men umiddelbart usynlig dimension af værkerne, der ændrer indtrykket af dem. Sproget er endnu et tomrum, der giver værkerne form. Det griber om det rum, som værkerne befinder sig i, og vi som beskuere deler med dem.
3.
På den ene side en invitation, en opfordring til at se, tale og placere sig tæt på værkerne, måske ligefrem sætte sig i deres sted. På den anden side alle sporene af forkastelse, stoflige rester af usynlige processer. Utopien, kunstens intet-sted, viser sig som en invitation til, at vi selv placerer os dér, i feltet mellem immaterialitet, tilintetgørelse, og de smuldrende, materielle rester, der skabes, rejser sig fra intet. Bonfils’ Omrum er en betegnelse for denne proces: Et Tomrum, der har mistet sit T og efterlader alt til omprøvning. Det efterlader os også omtumlede. Omrum er også ordet omtumlet, hvor t er smuldret til et r, og endelsen er forsvundet, så der intet let er tilbage, kun det forvirrende spil mellem den legemlige kraft og anstrengelse i forsøget på at rejse sig fra jorden og de kræfter, der omvendt lader alt synke tilbage mod og ned i jorden. Alle de virksomme kræfter i skulpturerne synes på den måde sat ind mod formularen: Ses du ikke, findes du ikke. Der er langt mere på spil, end det der blot og bart ses. Hvordan lyder omformuleringen? Ses du i stedet for kunsten, findes kunsten ikke. Eller findes kunsten kun, hvor den ikke ses? Ikke ses, men på alle mulige andre måder høres, mærkes og bemærkes, kropsligt, rumligt?
– nov. 2023
© Bonne Espérance 2024. All rights reserved.