SÚGA
af Kinna Poulsen
Med lyset kom skaberkraften ind i verden. Begyndelsen var abstrakt – fyldt med lys og skygger og grænseløs åbenhed. Det var før vi lærte, at luftige fænomener så som skygger og mellemrum ikke alene er bundet til de objekter, der skaber dem, men at de dertil opfattes som sekundære underordnede former. Det er de ikke i Hansina Iversens maleri – Når vi i dag betragter hendes værker, gør vi det langsomt, idet vi prøver at finde frem til begyndelsen og den åbenhed, der var.
Pauser er som bekendt nødvendige i al interaktion. I talesprog er tavsheden af afgørende betydning. I skrevne tekster er mellemrummet væsentligt, for det adskiller ordene, så læseren kan forstå ord og sætninger i små og større sammenhænge. Derfor er mellemrumstasten den største på tastaturet. Vi bruger den hele tiden. Men skal vi beskrive mellemrummet, bliver det med negativt fortegn. Mellemrummet er jo tomt – det repræsenterer et fravær af bogstaver, tal og tegn. Men et fravær eller en form for intethed med betydning. En side med bogstaver og ord læser vi retningsbestemt i linjer fra øverste venstre hjørne til nederste højre. Opfattelsen af det abstrakte maleri er ikke helt så regelbunden, for her skifter læseretningen bestandig i forhold til den enkelte beskuers opfattelse og indfald. På billedfladen kan det, du troede var et mellemrum, pludselig ændre karakter og blive en hovedform, der træder frem og forvandler andre former til mellemrum og baggrund.
Udstillingstitlen SÚGA er færøsk og stammer fra oldengelsk og oldnordisk – det er etymologisk beslægtet med det danske ord suge, súga er som suge et udsagnsord, der altså betegner en aktivitet, der foregår i naturen. Súga er havets langsomme bevægelser inde ved land, hvor der hersker et spændt forhold mellem overflade og dybde, en slags stilhed før storm eller det seje træk før dønningerne slår mod klipperne. Det giver mig associationer til William Heinesens (1900-91) digt Høbjærgning ved havet, der indledes med et spørgsmål og en konstatering:
Hørte I Havets Aandedrag
gennem Leernes Sang i den dalende Dag.
En Stund er vort Liv ved Havets Bred,
Havets Liv varer evigt ved.
Luftningen strejfer med Afgrundsgys
Ansigter ramt af det synkende Lys.
I alles Blikke det samme Skær
af Natten, der tøvende rykker nær.
Aaben og isblaa staar Himlen i Nord,
klar over diset og søvntung Jord.
Havsuset stiger for Skumringens Vind.
Skynd jer, Høstfolk, før Nat strømmer ind.
Høbjærgning ved havet er titeldigtet i William Heinesens debutbog, der udkom i 1924 altså for et hundrede år siden. De danske anmeldelser var blandede – der var enkelte der anklagede Heinesen for overdreven spiritualitet og dunkel mysticisme – det er en interessant kritik, der måske siger lidt om forskellen imellem dansk og færøsk mentalitet og er i hvert fald en divergens mellem center og periferi eller det, man på et tidspunkt har ment kunne defineres som henholdsvis midte og udkant. Med fare for at generalisere kan man hævde, at vi på Færøerne ikke har været helt så skeptiske i forhold til transcendens og patos som man har været her i Danmark – det er jo komplekst, men ifølge statistikken står kristendommen stærkere på Færøerne end i Danmark. For hundrede år siden var den kulturradikale kritiker, Otto Gelsted så begejstret for Heinesens debutdigtsamling, at han skrev ikke blot én men to anmeldelser af bogen. I Ekstrabladet skrev han om den 24-årige færøske digters usædvanlige modenhed og sammenlignede ham med de store danske salmedigtere, Thomas Kingo og Hans Adolph Brorson. Det er i virkeligheden ret så præcist tænkt, for selv om William Heinesen med rette karakteriseres som en moderne humanist, klinger der en barok tone igennem hele hans forfatterskab. Den fornemmes eksempelvis i hans overstrømmende glæde over lyset, der altid betragtes op i mod mørket eller som hans gode ven, forfatteren Jørgen Frantz Jacobsen formulerede det om livet, at det er dødens geniale relief.
Det er på mange måder problematisk at tale om Gud, om natur og om landskab, når man som jeg sidder i Tórshavn og skriver en tekst om Hansina Iversens udstilling i København. Både på de indre, men ikke mindst på de ydre linjer kæmpede vi i årtier for en accept af det “ufærøske” nonfigurative udtryk helt frem til halvfemserne, da Hansina Iversen var i færd med at etablere et nyt billedsprog på Færøerne. Da hun i fjor modtog den store færøske kulturpris, Mentanarvirðisløn Landsins, var det også en endelig bekræftelse og accept af det nonfigurative felt. Sammenlignet med Danmark og resten af verden kan den udvikling forekomme nok så sendrægtig, men man får ikke meget ud af at bedømme færøsk kunst og kunsthistorie komparativt ud fra andres kunsthistorier og perspektiver – vi bliver i hvert fald også nødt til at vurdere tingene indefra.
Selv om Hansina Iversen alle årene har været konsekvent i forhold til sit abstrakte udgangspunkt, udvikler hun hele tiden sit formsprog. I halvfemserne malede hun først hard edge kompositioner á la Barnett Newman og siden enkle afsluttede former på ensfarvet grund, der for det meste udgør relativt statiske kompositioner. Hendes nyere malerier er helt modsat dynamiske og komplekse i en stadig higen mod det uafsluttede i tilsyneladende grænseløse crescendoer, men med præcist kontrollerede forhold mellem billedets forskellige lag.
Det store værk i udstillingen SÚGA skriver sig ind i en række monumentale værker, som Hansina Iversen har malet i løbet af seneste ti år, der tydeligt afspejler hendes sans for scenografi og storladent drama, hvilket vi også ser i selve disponeringen af udstillingen med det store maleri i det lille galleri. Den samme scenografiske tankegang kunne man også fornemme i monumentale vægmalerier på separatudstillingen Anything is a Mirror i Færøernes Kunstmuseum i 2014 og udstillingen, Lonely Hearts, som Hansina havde sammen med Jóhan Martin Christiansen i skibsværftet MEST i 2018, gruppeudstillingen My Own Space i Steinprent i 2019 og ikke mindst Speaking in Tongues udstillingen sammen med Jóhan Martin Christiansen i Møstings Hus i 2020. Imens flere af de nævnte værker ikke eksisterer i dag, da de pågældende vægge er malet over, kan det store Speaking in Tongues-maleri opleves på kunstmuseet i Tórshavn på grund af en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet.
Det monumentale maleri SÚGA er rektangulært som rammen omkring en teaterscene – formerne indeni er organiske spor af kunstnerens bevægelser. Det er et stort oliemaleri i liggende format – udstrakt panoramisk, bygget op med vertikale, afrundede figurer og strøg i lysende komplementærfarver, blå og orange. Ind i mellem er der gule, hvide, svagt rosa og lysegrå felter – dækkende og gennemsigtige, der samler og splitter kompositionen alt efter hvor man fokuserer på billedfladen. Selv om billedsproget er abstrakt, er SÚGA et fortællende og dramatisk billede. Men i stedet for at give os et lineært handlingsforløb med karakterer og replikker med begyndelse og afslutning, lader kunstneren beskueren forme sine egne historier ud fra farver, former, rum og mellemrum.
Billedfladen er fyldt med lys, der både udgår fra det hvide lærred i baggrunden, men også vibrerer i selve farverne. De halvgennemsigtige former giver en bølgende fornemmelse – som hvis du befandt dig i en lysning i en skov, et af disse mikroskopiske men definerende øjeblikke, da du lukkede øjnene og mærkede træernes og bladenes bevægelser på dine øjenlåg – og det blændende lys blev overgået af en pludselig vished om det omkringliggende mørke.
— jan. 2024
© Bonne Espérance 2024. All rights reserved.